Aunslev-stenen
Lyt til fortællingen om Aunslev-stenen / Listen to the story of the Aunslev Stone:
Foretrækker du at læse i stedet, kan du det her (English version here):
Har der været kæmper og andre væsner i fordums tid? De er husket i sagnene, men glemt af folket. Forbundet er de til de store sten, der findes rundt i landet. Hvem kunne ellers løfte så store sten? Måske har stenene haft betydning. Måske for mange, måske for nogen, måske for kæmperne. Folkesagnene blandt bønderne fortæller, at på en høj ved Aunslev på Østfyn blev en stærk kæmpe lagt i jorden, og graven blev prydet med en stor sten. Sådan som skikken lød.
Bønderne vidste, at kæmpen havde været så stærk, at ingen anden kæmpe kunne måle sig med ham. Skæbnen ville, at den stærke kæmpes grav blev glemt, stenen blev flyttet til kirken i Aunslev, taget ud af sin fortælling, og sat i kirkens mur.
Aunslev-stenen var en af de ældste runesten i Danmark, og allerede ved sin ankomst til København var den et fragment, hvor kun dele af dens runer var bevaret. Der findes fire forskellige tegninger af stenen fra dengang, som tilsammen kan give et billede af, hvad der måske har stået: ”… står denne sten. Ro… satte … og Roulv gjorde… ”. Ordene giver antydningen af en tekst, som allerede dengang var i opløsning. Ro-ulv, en handlingens person der, i sin samtid i 7- 800-tallet, satte og gjorde – og markerede dette på en sten.
Måske har denne Ro-ulv fået ristet mange runer for sig. Navnet går igen på flere sten fra denne tid. Hvem var Ro-ulv? Var han magtfuld? Var hans skikkelse som en stærk kæmpe?
Nu står tre forgrenede skulpturer som reinkarnationer af Aunslev-stenen efter branden. Bronzeafstøbninger af heksekoste fra birketræer af Louis André Jørgensen.
I installationens lydside høres fortællingen om stenens forvandling i flammerne. Den bliver til en stendamp, som forlader byen, rejser med skyerne og til sidst sætter sig i et birketræ. Som en krusedulle, noget utydeligt, sætter stendampen sigsom skriftlignende mønstre i barken og som krusende heksekoste i kronen. Avnslev-stenens runer ristes på ny i træet.
Heksekoste er gevækster, almindelige for birketræer, som dannes af en svamp. Taphrina Betulina. Når svampen overtager, sker der en kemisk reaktion, som får birkens nye skud til at vokse overdrevent.
De er uskadelige for træet, som lever fint videre selv med mange heksekoste i trækronen.
I folketro og gamle sagn var heksekoste både redskab for og imod magiske kræfter –
de kunne både beskytte og forhekse.
I dag tænker mange måske, at det blot er viltre fuglereder, når de ser dem i birkens kroner. Men hemmelige skrifter skjuler sig omkring os. Gemt i naturen. Ligesom Ro-ulvs handlinger.
På tværs af tider har mennesker forsøgt at afkode sine omgivelser. De stærke kæmpers sten, heksenes koste i trækronerne, stendampen på birkens bark. Vi kan forsøge at forstå tegnene, afkode sproget og dets forgreninger, tyde naturen og de fortællinger, der efterlades i den – og som vokser videre i mødet med dem som læser.
Lyt også til …
The Aunslev Stone
Were there once giants and other beings in ancient times? They live on in legends, though long forgotten by the people. Yet bound to the great stones scattered across the land. After all — who else could have lifted such weight? Perhaps the stones held meaning. Perhaps to many, perhaps to a few — perhaps only to the giants themselves. Folklore and tales from the villagers in the area, spoke of a mighty giant buried beneath a mound near Aunslev on eastern Funen. As tradition was, his grave was marked with a great stone.
The villagers knew: this giant had been so powerful that no other could match him. But fate let the giant’s grave slip out of memory. The stone was moved to the church in Aunslev — taken away from its story and set into the church wall. The Aunslev Stone was one of Denmark’s oldest runestones. By the time it arrived in Copenhagen, it was already a fragment, with only part of the inscription preserved. Four different drawings from that time, together, suggest what once may have been carved: “… stands this stone. Ro… placed … and Roulv made…” The fractured sentence shows a text already dissolving back then. Ro-ulv — a man of action, who, in his own time around the 8th century, placed and made — and marked it on stones. Perhaps many runes were carved in his name. The name appears on several stones from that period. Who was Ro-ulv? Was he powerful? Did he appear like a mighty giant?
Now, three branching sculptures stand as reincarnations of the Aunslev Stone, after the fire. Bronze castings of witches’ brooms from birch trees, by Louis André Jørgensen. In the landscape of the installation, a story is told of how the stone transformed in the flames. It became a stone mist, drifting from the city, carried by the clouds — until it settled in a birch tree. The mist inscribes itself into the bark like writing, and in the crown it appears as wild, growing witches’ brooms. The runes of the Avnslev Stone are carved anew in the tree.
Witches’ brooms are growths common in birch trees, caused by a fungus — Taphrina betulina. It triggers a chemical reaction that makes new shoots grow uncontrollably. Harmless to the tree, which thrives even with many in its crown. In folklore, witches’ brooms were tools of magic — both protective and bewitching. Today, many might mistake them for tangled bird nests, when they spot them in the treetops. But forgotten signs hide all around us. Tucked into nature. Like Ro-ulv’s runes.
Across time, people have tried to decipher the world around them. The strong giants’ stones, and the witch’s brooms in the trees. We, too, can attempt to read the signs, decode the language and its branches and bark — trace the stories hidden in trees and stone. Stories that continue to grow, when the reader encounters them.
You can also listen to …